Vi må en anden vej.Skrevet af Jørgen Hindse Formand for Dansk Kennel Klub. I Retrieveren september 2012.
Indledningsvis tak til Dansk retriever Klub fordi jeg må få lejlighed til at skrive denne leder. Det er faktisk første gang i min mangeårige ”formandstid” i Dansk Kennel Klub, at jeg får lejlighed til de – derekte til en Specialklubs medlemmer – at fremføre DKK’s synspunkter. Da pladsen sikkert ikke er ubegrænset, så bliver indledningen ganske summarisk: Fra 1897, hvor Dansk Kennel Klub blev stiftet af en række aktive jægere, og frem til 1971 var stambogsføringsreglerne i DKK – for alle racer – ganske enkle: Havde faderen eller moderen til et kuld hvalpe en DKK stambog, var de samme Race og var faderen ikke Kryptochid, så fik hvalpene stambog – punktum. Fra 1971 og frem til 1982 blev der for nogle få racer indført en bestemmelse om, at forældredyrene skulle screenes for HD eller PRA inden avl, men det var opdrætteren, der bestemte om i hvilken grad, han ville tage hensyn til screeningsresulteterne. Ansvaret var altså opdrætterens. I 1982 – af nogle kaldt revolutionens år – indførtes der en general restruktion for de racer, hvis specialklubber tilsluttede sig ordningen – og det gjorde 80%. Restriktionen gik på at alle forældredyr skulle udstilles og præmieres med mindst 2. præmie eller skulle avlsgodkendes ved et specielt arrangement i sin specialklub. Samtidig åbnedes der op for, at specialklubberne kunne få indført egentlige sundhedsrestriktioner der betød, at en hund, der ikke havde f.eks. A eller B hofter, ikke kunne få regestret hvalpe i DKK. I 1984 havde vi i hele DKK 11 sådanne sundhedsrestriktioner – og i 2012, hvor vi har måtte sadle om, havde vi 223 restriktioner!
I slutningen af 1970’erne registredes over 42.000 hunde i DKK. I 2011 godt 19.000- og i alle årene fra ca. 1975 og indtil nu, blev der i Danmark født mellem 70 og 75.000 hunde. Man kan i sandhed sige, at de stambogsførte hunde tabte markedsandel!
Hvad gjorde vi forkert?
Tja – man kan sige, at vi – og jeg var en af dem – der troede på, at når man besluttede en velovervejet og fornuftig restriktion, når vi krævede at en avlshund havde været på udstilling, så ville køberene naturligvis tage det til sig. Det var jo for deres skyld, det blev gjort. Men, det gjorde de ikke og det gjorde rigtig mange af opdrætterne heller ikke. Det koster jo mange penge at udstille (gebyr, transport, broafgift, mad og måske hotel) og det koster penge at besøge sin dyrlæge for at få lavet HD foto, albuefoto, få øjenlyst – endda flere gange. Og er man en glad hundeejer, der har en sød, venlig og klinisk rask og frisk Retriever, som man gerne vil have et kuld hvalpe på, så er det ikke sikkert man synes det er så fristende at betale over 10.000kr før ens hund er ”avlskvalificeret” – og så skal den endda i narkose undervejs. Mange af disse hundeejere valgte stambogen fra, og flere og flere gjorde det efterhånden som antallet af restriktioner tog til.
Hvad gjorde vi så?
Allerede i slutningen af 00’erne drøftede vi i DKK’s ledende organer den triste udvikling. Vi undersøgte, hvad vore nabolande gjorde, hvad man gør i England, hvordan udviklingen har været der. Og det blev mere og mere klart for os, at det, der skilte os fra de andre (bortset fra Tyskland- men det er jo en helt anden sag) var vort restriktionsniveau. Vi blev en smule modløse, for hvordan ”tager man noget fra nogen”, når disse ”nogen” er de, der bestemmer. Og sådan er det jo: Det er specialklubberne, der har majoriteten i DKK’s ledende organ og det var – næsten uden undtagelse – specialklubberne, der havde bedt om de mange restriktioner. Vi besluttede, at vi måtte forsøge at sadle om og igangsatte en lang proces. De første skridt var at mine ledere i DKK’s medlemsblad Hunden handlede om dette emne. Jeg bad om feed back på tankerne om at løsne op- og til min store overraskelse fik jeg over 50 henvendelser hvoraf 2 var vildt uenige; resten positive. I sommeren 2011 holdt DKK’s bestyrelse, sundhedsudvalg og administrative ledelse et heldagsmøde, hvor et gennemarbejdet oplæg blev drøftet og finpudset og hvor det blev besluttet at involvere ALLE DKK’s medlemmer i sagen. Vi afholdt først et ekstraordinært formandsmøde for alle specialklubber og kredse. Dernæst 3 geografiske spredte medlemsmøder, hvori næsten 1000 medlemmer deltog og endelig fremlagde vi forslag til ændringer i stambogsføringsreglerne på et ekstraordinært Repræsentantskabsmøde i januar i år, hvor ændringerne blev vedtaget med overvældende majoritet. Lige nu pågår der forhandlinger mellem DKK’s bestyrelse og næsten alle special-klubbers bestyrelse om tilpasning til de nye stambogsføringsregler. Overskriften for processen er: Ansvaret tilbage til opdrætterne, sceening for betydende sygdomme, så få restriktioner som muligt, anbefaler af ”best practice”, ingen udstillingskrav før avl. Indtil nu har vi haft møde og aftalt nye regler med ca. 30 klubber omfattende ca. 60 racer og for 90% vedkommende er det forløbet i fred og fordragelighed, men nogle ”slår sig i tøjet” og mener at verden går under. Det tror jeg nu ikke den gør for så var verden gået under i Norge, Sverige, Finland m.fl. for længe siden. Det der i praksis sker er, at for de racer hvor man i mange år har screenet for f.eks, HD, da gør man det fremover. Forskellen er, at hvis en opdrætter efter moden overvejelse beslutter sig for det, så kan han/hun anvende en hund med anvende en hund med grad D i avl med en hund, der har A eller B, ”hvis opdrætteren anser, at parringen samlet set bidrager positivt til racen” (det kan f.eks. være, at en opdrætter har en hund med fremragende jagtlige egenskaber, er ud af et i øvrigt sundt og godt kuld, men tæven har D på den ene hofte). DKK synes fortsat ikke, man bør avle på hunde med HD, men vi tør trygt overlade det til opdrætterne at afgøre, om de i ganske særlige tilfælde tjener racen ved at gøre det, og vi er helt trygge ved, at den sociale kontrol nok skal holde øje med, om der sker misbrug. Der sker endvidere det, at specialklubberne kan fastsætte kriterier for hvilke ting en hund skal opfylde for at klubben vil ANBEFALE den til avl. Dansk Retriever Klub kan f.eks. bestemme, at for at en hund kan komme på klubbens hvalpeliste, skal den opfylde en række kriterier. DRK kan også beslutte, at for at en hund på sit afkoms stambog skal kunne få følgende-tydelige-notat: Denne hund er avlet after Dansk Retriever Klub og Dansk Kennel Klubs avlsanbefalinger- skal den f.eks. have A, B eller C hofter, være øjenlyst og have opnået mendst ”very Good” på en udstilling. Hvordan det bliver for Dansk Retriever Klubs racer er allerede aftalt, men det tilkommer ikke mig, men DRK’s bestyrelse at orientere DRK’s medlemmer herom.
Hvad forventer vi så?
En større del af de danske hunde, der under alle omstændigheder fødes i Danmark skal registreres i DKK og det tror vi, de vil blive. Bliver hundene så ikke mere usunde, når ”alle kan gøre lige hvad de vil”? Jo – hvis de kunne det, men det kan de jo ikke. Screening er stadig central og obligatorisk i mange racer for man skal vide hvad man har, før man kan vide, hvad man gør. Og opdrætterne kan ikke gå og ”putte sig”. Hundeweb er et instrument, der betyder, at i samme sekund man har stambogsført et kuld hvalpe, så kan ens venner (og uvenner)se hvad man har gjort. Vi var nød til at gøre noget. Ovenfor har jeg redegjort for tankerne bag.
Men venlig hilsen
Jørgen Hindse
Formand for Dansk Kennel Klub.